Dette værk blev til på baggrund af et klart defineret Open Call som DSB og MTH lagde ud i 2024. Der skulle skabes et værk foran DSBs nye værksteder på Rosbjergvej 100 i Brabrand vest for Århus. Det skulle indeholde referencer til tog, og skulle fungere i sammenhæng med område, trafik og aktiviteterne i området.

Jeg blev hurtigt klar over at området ikke indbød til rekreation, men i høj grad er et sted hvor der arbejdes. Kun få af de forbipasserende på stedet har tid eller motivation til at indoptage et kunstværk som dukker op i landskabet. Der var brug for et værk der skulle virke også ved et distræt blik ud af sideruden.

Samtidigt har jeg altid associeret togrejser med oplevelsen af det jeg kalder en stroboskopisk effekt, når toget passerer forbi lige rækker af hegnspæle, træer i plantager, tremmer i gærder, solcellepaneler mv., og baggrunden åbner og lukker sig i en flimren.

Farvesætningen blev til i samarbejde med farvesætter/maler Siri Kollandsrud: Vi nåede frem til to forskellige par rød/blå, fordi disse farver optræder stabilt udendørs i mange forskellige belysninger, samt ved spejlingen i den midterste rækkes aluminium gav atter andre farver.

Det endelige værk er under opførelse.

Eksrummet er et udstillingssted drevet af et tilligende værkstedsfællesskab på Prags Boulevard 61. Mine overvejelser gik i retning af et spin off fra udstillingerne Nexø og Koldinghus, som sigtede om at etablere geometriske former som var fremmede for arkitekturen, fremfor former hentet fra den derværende arkitektur.

Eksrummets lokale var et mindre lokale, med adgang fra gaden ad to forskellige trapper, som inviterede til at dele rummet op med en væg. Værktøjet og fremgangsmåden blev afprøvet på Statens Værksteder for Kunst og Design forud for udstillingen.

Udstillingen Uhørt kredsede om at bruge bogstavets form som billedkunstnerisk element. Temaet spændte mellem abberation og konvention i det bogstavelige og lydlige sprog, hvor misforståelser, fejlhøringer, fejllæsninger, og personlige interesser blandes sammen til vores individuelle billede af verden.

Koldinghus udgjorde rammen for en gruppeudstilling: Zimmer Frei (2014). Renoveringen af Koldinghus blev tegnet af Inger og Johannes Exner, efter et såkaldt additionsprincip, hvor der var en tydelig grænse mellem den gamle, oprindelige ruin, og hvad der blev tilføjet ved renoveringen — og som skulle kunne fjernes igen.

Mit bidrag var at kopiere et hjørne af den oprindelige murstensmur ind på et af de trædæk som Exnerparret havde fået sat ind i ruinen, dvs. at overskride grænsen mellem gammelt og nyt; en grænse som ellers overalt i bygningen var strengt overholdt.

Nexø var en gruppeudstilling der fandt sted på engen nord for byen. Egentligt var tilstedeværelsen af træer på engen forbløffende sparsom, og grunden var at det var på dette sted at affaldet efter ruinerne fra russernes bombardement den 7. og 8. maj 1945 blev deponeret. Så 30–40 cm nede i jorden fandtes et uigennemtrængeligt lag murbrokker.

Min idé var derfor at hjælpe naturen med at tage rummet tilbage ved at kopiere en del af stammen på et enligt træ nogle meter ind på engen. Værktøjet udviklet til Koldinghus fandt igen anvendelse her, blot med nogle gribekløer der kunne bære afstøbninger af voks.

Udstillingen Forstad var en gruppeudstilling på Gammelgaard i Herlev, der som titlen fortalte, handlede om forstaden. Udgangspunktet var den personlige oplevelse af forstaden — ikke nogen bestemt forstad, men de mange huse og steder i forskellige forstæder, som jeg levede i med min familie og særligt min far som omdrejningspunkt.

Kriteriet for de centrale elementer, som jeg placerede i delvist gennemsigtige montrer i et vidstrakt rørsystem, var at de alle i en eller anden grad skulle kunne bevæges af luft. Midt i installationen var anbragt en luftpumpe, meget lig en gigantisk motoriseret fodmadraspumpe, der gik i gang via en bevægelsessensor, og som skiftesvis sugede og blæste luft gennem rørene og fik elementer som f.eks. et spillekort, ahornblade, en heliumballon eller et lamelgardin til at blafre i trækken.

Alle installationens synlige dele blev underordnet et usynligt element — luften — der adskiller og forbinder alt og alle på tværs af tid og rum.